Der har idag været afholdt generalforsamling. Ud over bestyrelsen deltog blot en(!) forælder. Det er så vidt vides den hidtil laveste deltagelse fra forældregruppen. Et par andre forældre var tilmeldt, men måtte dog desværre melde fra.
Else (Andreas & Idas mor) er genvalgt som kasserer. Sandra (Williams mor) er genvalgt som bestyrelsesformand. Vi byder stort & varmt velkommen til Bertine (Cecilies mor) som er valgt som suppleant for det kommende år.
Her følger formandens beretning 2009/2010:
Tænker jeg på året der er gået så tænker jeg umiddelbart på begreber som tryghed, stabilitet, kontinuitet, men også udvikling. Det handler om bestyrelsesarbejdet, om personalegruppen, om ledelsen og om børnegruppen og den sammensætning.
Vi har fuld børnegruppe og en fin venteliste. Den nuværende børnegruppe beskrives som harmonisk. Og når vi som forældre kommer i børnehaven, så oplever vi da også at der børnene imellem er en god og rar omgangstone.
Personalegruppen er for nylig blevet udvidet med Lene som er ansat i flexjob. Det er mit indtryk at hun med sit væsen, sin alder og sine kompetencer bidrager positivt - og og supplerer den eksisterende personalegruppe og de ressourcer der i forvejen ligger der.
Med Trine er vi garanteret en løbende udvikling. For Trine er igangsætter og een der kan få ting til at ske, men samtidig formår hun sammen med den resterende personalegruppe, at skabe en lille børnehave hvor rammerne er overskuelige, voksenkontakten tæt og hverdagen rolig og struktureret. Disse kvaliteter frigør plads og overskud hos både børn og voksne hvorfor der bliver plads til mangfoldighed som er særdeles væsentlig og værdifuld for et godt børneliv.
Vonsbæk Børnehave er en velfungerende børnehave, som i høj grad er eksistensberettiget og værd at bevare. Dette er selvfølgelig noget af det der i bestyrelsen ligger os meget på sinde og som gennem den seneste tid har optaget os. Efter lukningen af skolen og med Haderslev Kommunens vision om store institutioner har vi i et vist omfang følt os lukningstruet.
Som vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling arbejder vi i bestyrelsen derfor på at ændre børnehavens driftsform fra nuværende puljeinstitution til privat institution. I det daglige vil det ikke medføre synlige ændringer for børn, forældre og personale. Det store arbejde ligger på ledelses- og bestyrelsesniveau.
På nuværende tidspunkt er vi i den forbindelse i dialog med Haderslev Kommune som ikke kan nægte os at blive en privat institution så længe vi opfylder de nødvendige krav, men der er nogle ting der skal falde på plads inden vi indsender den endelige ansøgning. det drejer sig bla. om afklaring vedr. lejemålet af Vonsbækvej 84. Senest har der været afholdt møde med fagschefen og pt afventer vi en tilbagemelding fra ham.
I forbindelse med privatiseringsprocessen har vi talt om den fremtidige markedsføring af børnehaven og det har længe været et ønske at få en hjemmeside. Derfor har vi haft en professionel til at designe og tage billeder til en flot og brugervenlig hjemmeside. Det ser lovende ud og vi glæder os til den går i luften. Ind til da har vi fortsat bloggen her som bestyres af henholdsvis Trine og nogle fra bestyrelsen.
Det seneste år har vi i bestyrelsen arbejdet en del med børnehavens sygdomspolitik som vi har skærpet. Dels af hensyn til børnene som personalet oplever ikke altid for de fridage de kan have brug for i forbindelse med sygdom - og dels af hensyn til personalegruppen som pga størrelsen er sårbar i forbindelse med sygdom og vikardækning.
Der er desuden arbejdet på en kostpolitik som vil blive offentliggjort så snart sidste hånd er lagt på.
Vi har også drøftet ferie, lukkedage etc. - hvornår og hvor længe skal børnehaven holde ferielukket? Det er besluttet at vi fastholder to ugers lukning og at den tredje uge vil være åben efter behov og alene med vikardækning.
Der er i samme forbindelse forsøgt strammet op om tilmelding i perioder præget af ferie således at vi kan være på forkant med afvikling af personalets ferie og afspadsering og vurderingen af vikarbehovet. Desværre oplever vi gang på gang at der er tilmeldt langt flere børn end der reelt møder op.
Men der er lang tid til den næste ferie og lang tid til sommer for lige nu er det i høj grad vinter - og det er vinter med masser af sne. Desværre har vi et par gange været nødsaget til at lukke børnehaven i utide. Heldigvis har vi vi fra forældregruppen kun mødt forståelse herfor.
I børnehøjde er det en vinter fuld af leg og det er en vinter som vores børn vil huske mange år fremover.
Tak for godt og positivt samarbejde i året der er gået.
23.2.10
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar